Det siger en nyløber
Det siger nyløberne om Nyløberholdet januar 2019:
Som overskriften siger starter nyløberholdet i januar, iår den 17. hvor det var koldt, mørkt og fugtigt. Trods dette var ca. 40 mødt op med ønsket om at begynde og løbe samt lære at løbe korrekt og skånsomt. Mange af os kiggede på hinanden og inderst inde savnede vi nok alle vores sofa og opvarmede stuer.
Nyløberholdet startede op med information om hvad holdet handler om og nogle af de løbemåder, træningsformer og øvelser vi skulle igennem frem til sommer. Så blev der delt refleksveste ud, og så skulle vi starte op med en lille løbetest og afslutte med samlet opsamling.
Vores tre trænere formåede på den første løbedag, at få sammensmeltet gruppen af nyløbere 2019, til en løbegruppe der støtter hinanden i både løb, fremmøde og vedholdenhed.
De tre trænere som har lært os at løbe korrekt har gennem forløbet været kompetente, inspirerende, vedholdende, rosende, motiverende, alsidige, udfordrende, omsorgsfulde, kort sagt fantastiske.
Nedenfor hvad nogle af deltagerne på Nyløberholdet 2019 siger:
Lars – Jeg er en noget over +100 kg og +50 år mand som ikke har løbet siden jeg gik i skole. Første dag kunne jeg løbe 500 meter uden at stoppe og det var virkeligt hårdt. Jeg har deltaget i det meste af træningen mandag, onsdag og lørdag. Nu løber jeg over 11 km uden at stoppe. Tak til trænere for den motiverende og støttende træning samt at lære mig at løbe skånsomt for mine knæ.
Emma – Jeg har gennem det halve år på nyløberholdet fået et nyt og bedre forhold til det at løbetræne. Det har gjort en stor forskel for mig, at have en gruppe at løbe med. Det har på en måde givet mig en ansvarsfølelse som gør, at jeg har lettere ved at dukke op og få løbet. Det er bare nemmere og sjovere at gøre det sammen – i stedet for alene.
Anita – Da jeg begyndte var det for at lave noget sport med min søn, hvad jeg ikke vidste var, at jeg fik grundig intro til løbe teknikker, lærte at swipe 😉 og mit egentlige mål var 7 km til Femina løb med min datter; nu ka jeg løbe 11,5 km og yderligere fik jeg nogle løbemakkere som bakkede hinanden op grinede jokede og havde det fedt sammen, til trods for masser af hårdt arbejde hvor man blev presset til det yderste, for alligevel at nå i mål med smil på læben. Stor ros til trænerne som gav den gas både i motivation og inspiration, samtidig med sjov og spas som fyldte en stor del af det. Pludselig var/ er det sjovt at løbe og man får helt dårlig samvittighed når man ikke dukker op til en planlagt træning. Tak alle sammen for opbakning, og los i røven 😂😂😂
Anders – At være nyløber handler ikke kun om at lære at løbe, det handler om at man bliver en del af et fællesskab, ikke kun nyløbere imellem, men også med de andre løbere i klubben. Her tager man til strandløb, eller en tur til Omø og løber øen rundt. Da jeg startede på nyløber holdet, kæmpede jeg mig igennem min første kilometer nogensinde den første dag. Min største drøm, var at kunne løbe 5 kilometer uden stop, nu er jeg igang med halvmarathon træning og løber mellem 12-14 kilometer hver lørdag. Så udover god motion og teknikker, giver nyløberholdet også fællesskaber og spændende oplevelser.
Iben – Jeg har tidligere løbet alene efter div. Apps, men aldrig rigtig opnået de ønskede resultater, og det var desuden for nemt at overtale mig selv til at blive hjemme på sofaen. Derudover har jeg nedsat lungefunktion, som gør det svært for mig at yde fysisk krævende aktiviteter. Jeg tog derfor beslutningen at melde mig til nyløberholdet – i første omgang for at se, hvad det ville gøre ved mine lunger, men også for at udfordre mig selv og opnå det store ønske om at kunne løbe 5 km uden stop.
Den første dag kunne jeg løbe ca. 350 m før jeg måtte stoppe – i dag (6 måneder senere) kan jeg nu løbe 5 km uden at stoppe, og næste mål er at kunne løbe 10 km uden at stoppe, og jeg er godt på vej. Min udholdenhed og lungefunktion er klart forbedret, og det er takket være de skønne trænere vi har på Nyløberholdet, som aldrig giver op, og kender os alle hver især godt nok til at vide, hvor meget de kan presse os. Bonussen, som jeg ikke havde set komme, var de nye venskaber, der er blevet knyttet, og den støtte jeg møder, hver eneste gang jeg møder op i klubben. Jeg kan klart anbefale Nyløberholdet.
Katrine – ”Jeg elsker at løbe” er en sætning jeg aldrig har forstået. Men jeg siger ikke nej til en udfordring. Så prøves, det skulle det da! Efter en snak med en veninde over nytårsbordet, blev vi enige om at et nyløberhold lige var os. Dagen kom og første møde med sætningen “..om 6 måneder kan I løbe 10 km” fik os både til at grine og græde. For var det overhovedet muligt?
Så træningen gik i gang, mandag, onsdag og lørdag.. og for hver træning der gik, kom der en ny løbeteknik, samt en forbedring af disse og af den grund blev det faktisk nemmere at løbe! Samtidig er holdet beriget med trænere som er optimistiske, idérige, humoristiske og har en masse gå på mod, som har været med til at give en kæmpe motivation til at forsætte.
Personlig fik jeg selv en skade, og med stædighed oveni er det ikke en nem kombination... men selv med en skade er det ikke nemt at skippe en træning, for med det fælleskab som bliver bygget på holdet og den omsorg, kampgejst og latter som bliver delt af både løbere og trænere, bliver man faktisk lettere afhængig af!
Jeg elsker stadig ikke at løbe... men jeg er vild med at være en del af et hold, hvor jeg kan grine og koble fra på samme tid... MED et smil på læben, MENS jeg løber.
Det siger en nyløber om Nyløberholdet januar 2018:
Vil du gerne ud og løbe en tur sammen med andre både sommer og vinter og samtidig få god instruktion omkring løbeteknik mv. kan jeg varmt anbefale SMK og deres nyløberhold – et forløb på ca. 6 mdr. Efter at have holdt løbepause på ca. 10 år blev jeg inspireret af et opslag på Facebook omkring opstart på nyløberholdet januar 2018. Mødte derfor op i SMK en kold og ikke mindst mørk mandag i januar 2018 til første lille løbetur sammen med ca. 50 andre nyløbere. I de efterfølgende måneder frem til marts foregik løbet i Slagelse by og da foråret kom løb vi i Slagelse Lystskov.
Kan kun sige det helt igennem har været en fantastisk og dejlig oplevelse, hvor man hver gang til træning er blevet mødt af positive og glade instruktører. Løbeprogrammet har været alsidigt og aldrig kedeligt og der er blevet taget hensyn til den enkelte løber og dennes niveau. Sidst men ikke mindst så er løb en dejlig måde at få rørt sig på og man har det utrolig godt bagefter.
Hilsen en glad nyløber
Det siger en nyløber om Nyløberholdet januar 2017
Om at være ny løber i SMK. Startede en mørk kold dag i januar, man skulle virkelig hanke op i sig selv for at komme ud af døren, men afsted det gik, først et lille info, hvor Marianne fortalte om at være ny løber, og hvor lang tid det tager for hele kroppen at komme op i det leje hvor det bare kan køre derud af, at det er vigtigt med nogle gode sko som sidder tæt og godt om foden, og var man i tvivl om noget, kunne man bare spørge løs. Hver mandag og onsdag blev man mødt af en masse glade mennesker som bare tog godt imod en. Nye planer for hver måned der gik, så man vidste hvad den enkelte trænings dag gik ud på. Efter et par gange, var der en fysioterapeut med som fortalte om gode og dårlige ting, om ens løbe stil og holdning, der fik man så også lidt at tænke over. Man er som ny løber en stor familie som hjælper og støtter hinanden, ingen bliver ladt tilbage, om man så kommer fra en sofa form eller kage form, alle er lige. Så op på hesten og igang, det er faktisk rigtig rart, når man først er kommet afsted.
Det siger en nyløber om Nyløberholdet august 2016
Før jeg startede i Slagelse Motionsklub, havde jeg smerter i begge knæ, når jeg forsøgte mig med løb. Disse smerter var som konsekvens af en overbelastning for ca. 5 år siden. Genoptræning i træningscenter havde ikke virket, da jeg hurtigt forværrede smerterne, så jeg havde droppet alt om at løbe og træne igen.
Jeg blev overtalt til at starte i Slagelse Motionsklub, og det var med en vis skepsis, at jeg startede på deres begynderhold i august 2016 – varighed 1⁄2 år. Vi startede første dag med introduktion til nye medløbere, det forventede træningsprogram og vores trænere Marianne og Lasse. Allerede fra starten af var der fokus på den enkelte løber samt eventuelle skader og småskavanker. Opstarten var meget rolig, og det var derfor muligt for alle at følge med. Dog blev alle også udfordret ude på ruten.
Træningen foregår i en god blanding af løb, gang og styrkeøvelser, naturligvis først efter en grundig opvarmning. Efterhånden som tiden går, bliver programmet intensiveret en smule og alle bliver udfordret på hver deres niveau. Alle løbere gennemgår en test i starten, en test midt i forløbet og en til sidst, så man selv kan følge sin egen personlige udvikling. Der er store forbedringer hos alle løbere og det giver god motivation hos den enkelte.
Marianne og Lasse er meget engagerede og dygtige trænere, som tager sig tid til alle på holdet. De støtter og vejleder hele tiden ude på ruten og efter hver træning, står de klar til at svare på spørgsmål fra både de nye og ”gamle” løbere. Ligeledes sørger de for, at have en fysioterapeut tilknyttet, som indimellem kommer med ud på ruten og giver gode råd til både løbestil og teknik.
For mit vedkommende har det været en fantastisk oplevelse. Jeg har haft godt af den rolige opstart, en masse mental træning og god støtte fra de mange medløbere. Jeg har derudover skiftet løbestil og er nu 100 % forfodsløber. Det betyder, at jeg nu kan løbe 6-8 km på en time og kan avancere til hold 2 eller 3 efter det halve år er slut.
Slagelse Motionsklub tilbyder 8 forskellige hold inklusiv et gå-hold, så der er plads til alle. Stemningen er altid god og alle støtter hinanden ude på ruten. Om sommeren løber vi i skoven, hvilket er helt fantastisk for både krop og sind.
Jeg kan klart anbefale Slagelse Motionsklub til alle.
Det siger en nyløber om Nyløberholdet januar 2016
Overvejer du at starte op på at løbe, men mangler noget motivation og gode løbeaftaler, så grib den fantastiske mulighed og tilmeld dig Slagelse motionsklubs nyløber hold. Jeg startede selv som nyløber på holdet i januar måned. Det har været det bedste jeg har gjort for mig selv. Der plads til alle på holdet usanet hvilket niveau man starter på. Man får hurtigt et godt sammenhold og opbakningen mellem hinanden er super godt.
Holdet er bygget op af nogle helt fantastiske løbetrænere som med deres store kendskab altid er klar til hjælpe og kommer med god peptalk når det er hårdt. Marianne som er ”bossen” er et helt unikt menneske. Hun sætter sig som løbeinstruktør, ind i den enkelts løbers behov og mål for hvad man gerne vil opnå med sit løb og hjælper med at få målet indfriet. Jeg husker tydeligt da jeg mødte op i løbeklubben en kold mandag aften i januar måned, hvor Marianne sagde at til juni kan I alle løbe 5-10 km uden problemer. Jeg vidste ikke helt om jeg turde tro hende, men jo, hun har ret. En netop overstået løbetest i starten af maj måned, har været beviset på at alle kan løbe uden problemer.
Jeg vil opfordre alle som overvejer at begynde at løbe og tilmelde sig holdet. Sammensætningen af træningen, som i øvrigt ikke kun består af løbetræning, men også cirkeltræning og HIT træning og øvelser generelt på løbeturene er sat utrolig godt sammen og man kører på intet tidspunkt træt i træningen, da der ikke er 2 træning aftner som er ens, hvilket er med til at fastholde motivationen.
Slagelse motionsklub er som helhed et dejligt sted at komme. Der er plads til alle og man får nye bekendtskaber på kryds og tværs. Klubben ligger en sjæl i at der også skal være plads til det sociale, efter hver lørdags træning, kan man spise et stykke brød sammen med andre løbere og hygge lidt inden turen går hjem. Der er mange arragementer hvor hele familien er inviteret med og hvor man har mulighed for at lave andet end at løbe.
Så har du lyst til at være en del af nyløbet holdet så grib chancen og meld dig ind i Slagelse motionsklub.
Det siger en nyløber om nybegynderholdet 2015
”Jeg syntes det har/er skønt at være startet her i løbeklubben. Som det første og måske også det vigtigste, så er Marianne en super løbeinstruktør. Hun viser interesse og har stort kendskab til div. teknikker som er godt og så har hun en fantastisk humor.
Skønt at her er plads til alle – uanset hvor og på hvilke niveau man starter sin ”løbekarriere”. Skønt at hun også tager os med ud om lørdagen.
Tidspunktet 5. januar for opstart kan jo diskuteres – men for mig har et været godt – trods regn, sne og blæst så har min motivation været, at det vil give mere i året af god kondition, større motivation for flere løb – længere løb. Fredag i uge 7 løb jeg 6,3 km uden hold, uden vejrtrækningsproblemer, uden ondt – mit mål var 5 km når 2015 var slut…
Jeg er super glad for at være startet.