Løb længere med musik i ørene
Kniber det med at holde motivationen oppe under hele løbeturen, så sæt musik i ørerne. Musikkens energi og rytme giver dig nemlig mere energi, øget fokus og et bedre flow i dine bevægelser, og det gør, at du kan holde dampen oppe i længere tid uden at blive træt.
Ydermere kan musikkens beat hjælpe dig til at skabe mere flow og rytme i dit løb, lyder det fra personlig træner og løbecoach Ole Stougaard, som nedenfor giver en stribe gode råd til, hvordan du sammensætter en motiverende og brugbar playliste til din næste løbetur.
Sådan laver du den rigtige playliste for dig – Når du skal sammensætte din playliste, er det værd at vide, at musik er en personlig ting, og hvad der virker energigivende for én person meget vel have en anden effekt hos dig. Så start med at finde de musiknumre, du rigtig godt kan lide, og som, du ved, fremkalder positive og glade følelser. En positiv sindstilstand får hjernen til at frigive adrenalin og endorfiner i kroppen, hvilket har en positiv indvirkning på din præstationsevne.
Brug musikkens beat til at finde din optimale skridtfrekvens – I forhold til det mindst belastenede og mest effektive løb, er det vigtigt, at du løber med en skridtfrekvens på minimum 180 skridt per minut. Det er for de fleste løbere en højere kadence end de er vant til, og det kan være en rigtig god idé at få hjælp fra musikkens tempo til at finde den rigtige kadence.
– Til det formål skal du finde musik, der har minimum 180 beats per minut, hvilket til tider godt kan være lidt af en udfordring. Alternativt kan du finde musik i halvt tempo (90 beats per minut) og så blot tælle takten på et enkelt ben. Hvis du har brug for hjælp til dette, så er online-tjenesten Beat-runner et rigtig godt sted at finde de rigtige musiknumre.
Kilde:Tv2