Sådan får du slik, der faktisk er sundt
Slik bliver ikke sundt af at producenterne skriver “ikke tilsat sukker” eller “kun naturlig farve” på pakken. Men det kan godt lade sig gøre at spise en sund snack eller slik, som smager godt.
Ernæringsekspert Christian Bitz, der er cand.scient i human ernæring, mener, at man skal være realistisk om, hvor sund man vil være. Vil du være ultrasund, skal du måske gå uden om alle E-numrene og det tilsatte sukker. Men hvis “ultrasund” ikke er målet, er det måske i orden, at du spiser lidt slik ind imellem.
Christian Bitz giver her et par forslag til, hvordan du kan lave sund slik, der stiller lækkersulten uden falske varebetegnelser eller tilsætningsstoffer.
Mørk chokolade: Spis et stykke godt, mørt chokolade med 70 procent kakaoindhold. Det indeholder stadig 30 procent sukker, men de 70 procent kakao er fyldt med sunde stoffer. Spis det i moderate mængder, da der stadig er kalorier i.
Frosne vindruer: Frosne vindruer har næsten den samme konsistens som vingummier. Og så er de sundere og der er næsten ingen kalorier i. Blå, stenfri druer bedst. De skal bare have en time i fryseren, så har du et alternativ til bamserne og de røde hunde. Men brug de stenfri. En frossen vindruekerne er ikke sjov at tygge i.
Riskiks med mørk chokolade: Riskiksene er ikke decideret sunde. Men de giver en mæthedsfornemmelse. Det er godt, så du ikke bare spiser dig mæt i endnu mere slik.
Fuldkornsknækbrød med mørk chokolade: Den endnu sundere variant end riskiks med chokolade. Du kan også smøre figenpålæg eller en god marmelade på.
Tørret frugt og nødder evt. med et drys kakao: Det kan være kedelig kun at spise hasselnødder, så lav en lille blanding med forskellige tørrede frugter og nødder. Du kan drysse lidt godt kakaopulver over. Det skal være det rigtige, gode kakaopulver, som man for eksempel bruger til bagning – ikke pulver til chokolad-mælkedrik.
Men husk også, at du ikke skal underkende, at man kan have lyst til slik. Og så må du altså gerne spise lidt, mener Christian Bitz. Men gør det kun i moderate mængder.
Kilde:Tv2 Go